I dag er et vandværk ikke bare en avanceret fødevarefabrik med hygiejnezoner og lukket procesanlæg, men også et pejlemærke for en hel by eller område. Et nyt vandværk, som det der bygges i Sostrup, skal gerne udstråle åbenhed, fødevareproduktion, verdensmål og cirkulær økonomi, når den vigtigste af alle naturressourcer – rent drikkevand – skal produceres til borgerne.
For at understrege dette, er vandværket bygget naturligt ind i det skrående landskab med insektvenligt sedumtag samt 15 kW solceller ved siden af bygningerne. Sostrup skal samtidig fungere som besøgsværk, da Vandcenter Djurs er en del af Norddjurs Skoletjeneste, der tilbyder forløb for skolebørn fra hele kommunen.
Leverance
Det nye Sostrup Vandværk er det et teknologisk og funktionelt foregangseksempel for moderne vandbehandling i Danmark. Den øgede adgang rundt på værket og de generelt stigende krav til hygiejnen, hvor besøgende og andre ikke har kontakt med vandbanen, er der taget højde for.
Målet for Sostrup Vandværk er derfor klart: Sørg for rent vand 24 timer i døgnet året rundt for borgerne i Grenaa og omegn. Selvfølgelig så billigt som muligt.
For at leve op til denne opgave er det ekstremt vigtigt, at driftspersonalet er i stand til at monitorere vandværket konstant. Kører det, som det skal? Er der udfald? Og er det sidste tilfældet, skal de ansatte hos Vandcenter Djurs hurtigst muligt underrettes om situationen, så de kan tage affære.
For at være i stand til dette, har Frontmatec leveret en komplet standard automationsløsning til Sostrup Vandværk inkl. S2 SCADA, PLC, tavler, switche og IP-kameraer. Sidstnævnte er anvendt under hele opbygningen af vandværket og har givet alle involverede et godt billede af processen.
Den samlede løsning fra Frontmatec er afgørende for det daglige arbejde med at sikre rent vand på Sostrup Vandværk, fortæller direktør Henrik H. Jordalen:
Med S2 SCADA laver Frontmatec grundlæggende rammen, der gør, at vi kan styre vores vandværk. S2 hjælper os med at monitorere og sikre, at værdierne er rigtige. Det giver os en sikkerhed i forhold til fejlfinding og energioptimering.
Samarbejde
Allerede fra start har der været en klar rollefordeling mellem Vandcenter Djurs og Frontmatec. Vandværket tager sig af den daglige drift og sørger for rent vand til borgerne, mens Frontmatec leverer værktøjet til styring og overvågning af systemerne.
Det er derfor vigtigt for Vandcenter Djurs, at Frontmatec har et mangeårigt kendskab fra tidligere løsninger – og ikke bare er teoretikere bag en skærm. Frontmatec skal kunne komme med input, hvis der er et problem, som man har behov for at styre sig ud af – uden at det bliver trukket ned over hovedet på nogen. Derfor er Frontmatec også mere en god samarbejdspartner end ”bare” leverandør, hvor opgaverne løses sammen hen ad vejen.
Om kunden
Sostrup Vandværk hører under Vandcenter Djurs, som leverer rent drikkevand til ca. 15.900 forbrugere i forsyningsområdet. Vandet hentes op fra undergrunden fra dybder på ca. 75-130 meter under jordens overflade, hvorefter det iltes på vandværket for at give det smag.