GreenLab Skive Biogas afholdte torsdag d. 27. august rejsegilde under åben himmel og i strålende solskin. Der var nok at fejre for både bygherrerne og andre interessenter, da rejsegildet markerede, at byggeriet skrider fremad som planlagt og at biogasanlægget efter planen gerne skulle åbne lige inden nytår.
GreenLab Skive Biogas er et biogasanlæg med en stor kapacitet og med et økologisk fokus, hvilket betyder, at også økologiske landmænd kan levere gylle ind og få afgasset gylle tilbage. Det færdige anlæg forventes at producere cirka 19 millioner kubikmeter biogas, svarende til den naturgasmængde, der skal til for at opvarme cirka 10.000 parcelhuse. Biogasanlægget kan behandle op til 500.000 ton husdyrgødning og restprodukter såsom halm, kartoffelpulp, mad- og industriaffald.
Som lokalforankret og innovativ virksomhed er Frontmatec en del af dette spændende projekt og deltog selvfølgelig også i rejsegildet. Vi har indgået et strategisk samarbejde med GreenLab, da vi ser dette projekt som et af de mest spændende projekter i DK p.t. indenfor grøn omstilling, hvor vi har mulighed for at udvikle fremtidens energiteknologier sammen med andre ambitiøse aktører inden for området. Med samarbejdet forventer vi at bringe vores SCADA-system, S2, endnu mere i spil inden for forsyningsbranchen. Systemet er allerede standarden i Greenlab, da hele overvågningen af området sker gennem systemet via et centralt kontrolrum, der styrer alle energistrømmene.